Til korsang og hiphop-beat sprang Mona Juul ud af tågerne med et vildt løfte: »Jeg gør drømmene til virkelighed«

Der ligger en tyk tåge om Mona Juul og De Konservative. Lørdag morgen helt bogstaveligt omkring hele Herning, som er stedet for partiets første ordinære landsråd med hende som partiformand. Der er ikke noget skin. Ingen grund til at bruge solbriller. Det står simpelthen ikke skarpt. Det er opgaven. At få tågen til at lette og få bragt lys over partiet og på Mona Juul. I første omgang i de røde mursten i kongrescentret i Herning var det drengekoret fra den lokale kirke, der skulle være med til at løfte opgaven. Rækkevis af unge mænd og små drenge i hvide skjorter og sorte butterflies stod rankt og sang skønsang under lamperne. »I Danmark er jeg født«. »Den danske sang er en ung, blond pige.« Og så sænkede lyset sig. En video gik i gang. Og nu var det Black Eyed Peas, der buldrede ud over salen. »Tonight’s gonna be a good-good night, a feeling, woohoo.« Imens rullede billeder af konservative politikere og aktive fra valgkampen til Europa-Parlamentet over skærmen som en musikvideo til Black Eyed Peas' hiphoppede pop. Signalet var formentlig, at De Konservative rummer både det traditionelle og det moderne. Black Eyed Peas sang er så 15 år gammel (hvilket gør den i omegnen af ti år ældre end Mona Juuls medlemskab af partiet), men trods alt ikke 174 år gammel som »I Danmark er jeg født«. Tilbage til teenagetiden Straks Mona Juul kom i gang med sin første ordinære landsrådstale, skruede hun tiden tilbage til teenageværelset i Torsted i den sydlige udkant af Horsens. Mens Mette Frederiksen i højere og højere grad kommer til at ligne 1980erne med bundesliga-flair i frisuren og opsmøgede ærmer på den mintgrønne jakke, som er hun lige sprunget ud af Miami-patruljen, talte Mona Juul i stedet om 1980erne. Mona Juul talte om tunmousse (den fra Karolines Kogebog, der nærmest bare er smør krydret med tun), om at høre Wham på walkmanen, om skulderpuder, betalings-ubalance og kold krig. Og ikke mindst om Poul Schlüter. 1980erne konservative statsminister. 1980erne, hvor De Konservative sidst havde hovedrollen i dansk politik. Hvor partiet ikke »bare« var et underbelyst sidekick til Anders Fogh Rasmussens Venstre, som de var i OOerne, eller dem, der i 1990erne havde en formand, der beruset buldrede ind i en barriere på en motorvejsafkørsel, eller dem, der i nu afdøde Søren Pape Poulsen sidst havde en leder, der byggede sig selv og partiet op til det helt store for at brase pludselig sammen. Alt sammen markante roller i dansk politik, men netop ikke hovedroller. Poul Schlüter er figuren, som alle konservative ledere siden har vidst, at de ikke bør måle sig selv op mod, fordi det er halsløs gerning. Alligevel gør de det. De kan ikke lade være. Fordi det var sådan en dejlig tid under Schlüter. For nogle var 1980erne fattigfirserne. For Det Konservative Folkeparti var 1980erne de fede år. Fordi Poul Schlüter ikke bare leverede regeringsmagten, men statsministermagten. Og folkeligheden, så »Folkeparti« for en stund var ægte varebetegnelse. Midt i alle pastellerne, walkmen’ene og mælkeprodukterne fra Karolines kogebøger stod Det Konservative Folkeparti dengang skarpt. Det var andre partier, der huserede i tågerne. Ingen kender Mona Dagen inden det konservative landsråd fandt sted for enden af tågerne på Herningmotorvejen, talte Berlingske med professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet. Han har nærstuderet De Konservatives vej gennem meningsmålingerne efter valget. Der var et ganske lille bump opad, da Mona Juul i foråret kom til som formand. Men det fladede hurtigt ud. Og nu kryber partiet stabilt i omkredsen af de øvre fem procent og de nedre seks procent. Lidt over valgresultatet, så umiddelbart virker det ikke så alarmerende. Og så alligevel: »Det undrer mig virkelig, at De Konservative ikke lukrerer på ikke at være i regering, når vi ser, hvor hårdt målingerne rammer netop regeringspartierne. Stort set alle de stemmer, som Venstre mister, går nærmest entydigt til Liberal Alliance og ikke De Konservative,« siger Kasper Møller Hansen. Han tilskriver det til dels, at ingen rigtigt kender Mona Juul endnu, men mest De Konservatives profil. Eller rettere: mangel på profil. »Partiet kunne have skærpet sin profil og skabt en klar kontrast til regeringen. Og det kunne de have gjort ved bare at lægge mere til regeringens politik,« siger han. Kasper Møller Hansen nævner lige nøjagtig de tre dagsordener, som store dele af Mona Juuls tale centrerede sig om: Forsvar, familiepolitik og det grønne. »Konservative kunne bare skrue op og være lidt vildere og mere provokerende med mere forsvar, mere familie, mere klima. Men de er meget forsigtige. De kan sagtens tillade sig at være mere i opposition. De behøver ikke hele tiden at lægge al vægten på seriøsitet og ansvarlighed. Folk ved godt, at det skal de nok få, hvis Konservative kommer i regering igen. Mere kant. Mere provokation, så der rent faktisk er nogen, som lægger mærke til dem,« siger Kasper Møller Hansen. Og så efterlyser han noget mere kendthed til Mona Juul. De Konservative bryster sig af at sprøjte politik ud. At de siden valget er oppe i tocifrede tal på politiske udspil. Helt op til valget var der meldinger både her og der. Omlægning af boligskat i den ene avis. Sænkelse af erhvervsskatter i den anden. Hårdhed på uddeling af statsborgerskab i den tredje. Men det bliver Mona Juul ikke mere kendt af. Ikke noget, der batter noget i hvert fald, mener Kasper Møller Hansen. »Der er ingen vej udenom. Hun skal i Aftenshowet igen og igen. I de brede medier med hyggeinterview. Konservative skal lave en reel kendthedskampagne. De kunne have brugt europaparlamentsvalget til det, men det gjorde de ikke. Det var en spildt mulighed,« siger Kasper Møller Hansen og opsummerer sine råd til De Konservative således: »Mere provokation i politikken, og så en person i spidsen, som kan sælge det.« Først skal de kunne genkende hende Sidste halvdel af Kasper Møller Hansens analyse køber alle i De Konservative: Der skal kendthed til, og den er der ikke nok af i dag. I forhold til første halvdel, den med provokationer i politik, er der nogle spor fra Søren Pape Poulsen, der skræmmer. Plakater med teksten »Stop naziislamisme« for eksempel. En benhård økonomisk plan lige før valget, som Socialdemokratiet kastede sig slubrende over, for eksempel. Det er nok ikke lige det første, der vender tilbage. Men kendthed skal der til. Og billige og helt vildt åbenlyse trick går partiet ikke af vejen for. Mens Mona Juul stod på scenen i Herning og kiggede ud på 850 konservative kroppe, der igen og igen flød sammen i brusende klapsalver, var hele den gigantiske skærm bag hende lyst op i klassisk konservativ grøn med teksten »Mona Juul« i hvide skrifttyper på størrelse med en gennemsnitlig kordreng fra Herning Kirke. Det var ikke for de 850 i salens skyld. De var der. De havde ikke behov for at blive vækket. Eller provokeret. Men 850 konservative kroppe er trods alt for lidt. Hun skal genkendes Men De Konservative kunne jo håbe, at »Mona Juul« på den måde blev brølet ud gennem DR og TV 2s signaler og lige i hovedet på alle de almindelige tv-seere. Som en konservativ kilde i toppen af partiet siger: »Mona skal først og fremmest vise, at hun er der, og at hun er konservativ. Folk skal først lære at genkende hende, og så skal de lære hende at kende.« Og der er et stykke vej endnu. Måske lige så langt som vejen tilbage til 1980erne og teenageværelset i Torsted, hvor Mona lå på sengen og drømte med Wham i ørerne. Man tænker, at det var nogle andre drømme end de drømme, hun sluttede sin tale med. Her drømte hun nemlig om »sund økonomi«, om »generationsansvar« og om »kultur, dannelse og vores historie«. Og så kunne Mona Juul alligevel ikke nære sig med at referere til Poul Schlüter og drømmene om de fede firserårs tilbagekomst, da hun sluttede af med at sige: »Jeg drømmer om, at Det Konservative Folkeparti kommer i regering. Og ved I hvad? Jeg nøjes ikke med at dagdrømme. Jeg gør drømmene til virkelighed.« Det lød nærmest som et løfte, der lige der trængte igennem tågen. https://www.berlingske.dk/politik/til-korsang-og-hiphop-beat-sprang-mona-juul-ud-af-taagerne-med-et-vildt